”Jamen bevægelse i timerne er da besværligt!”

jump

De nye krav.

Det er et uomtvisteligt faktum, at det kommer – altså kravet om at indfører og integrere mere bevægelse i undervisningen. Når den nye skolereform træder i kraft, bliver skolerne forpligtet på at gennemfører 45 min bevægelse dagligt. Derudover skal der tænkes bevægelse og motion ind i den almindelige undervisning. Alt sammen ganske fint – men det store spørgsmål for mange er HVORDAN?

Det store monster!
For nogen er kravet om bevægelse, ved at vokse sig ud af proportioner til et stort uhåndterligt monster. Det behøver det bestemt ikke at være, men jeg tror det handler om at tale sig ind til kernen af begrebet. Bevægelse er jo mange ting, så hvad er det vi vil med mere bevægelse?

Nogle tænker høj puls, løb i gården, sved på panden og god ’ramasjang’. Andre er til motorisk testning og træning med udfordrende baner og fokus på at styrke indlæringspotentialet. Andre igen arbejder med, hvor det naturligt integreres i den ’almindelige’ undervisning (hvad det så end er).

Hvad er rigtig undervisning?
Jeg var netop i Norge og afholde konferencen ”læring gjennom fysisk aktivitet” og her lavede vi en lille let aktivitet, hvor ’eleverne’ (lærerne) skulle stille sig på en linje på gulvet for at udtrykke en holdning til, hvor meget fysisk aktivitet fyldte i deres undervisning. Derefter begyndte vi at drøfte, hvordan der kunne komme mere bevægelse ind i timerne.

En af kursisterne gav udtryk for, at hvis hans skoleleder havde set ham stå med hans klasse rundt på en snor på gulvet, ville have sagt at det var da meget fint, men nu var det vel også tid til at lave ’rigtig’ undervisning!

Rigtig undervisning?? – hvem har patent på at definere, hvad der er rigtig undervisning? Men bevægelse eller ej, undervisning er vel den aktivitet eller indsats som en lærer planlægger, og den kan vel næppe være rigtig eller forkert.

Derimod er det både interessant og yderst relevant, at forholde sig til læring! Det er vel det, det hele handler om…sker der læring eller ej!

Bevægelse styrker læringen.
Så er vi tilbage til bevægelse, for der er rigtig mange pile som peger i retningen af at bevægelse både styrker og forbedre elevernes læring…eller som man efterhånden er blevet vant til at sige: ”der er evidens for at…”  Øget bevægelse kan være med til at styrke elevernes læringspotentiale og derudover tager det fat på en central udfordring – motivation!

Bevægelse er en vigtig brik i at gøre undervisningen mere motiverende og dermed styrke elevernes deltagelse og nysgerrighed…og det er vel nærmest et argument i sig selv, jf. den nye PISA undersøgelse om elevernes pjækkeri.

Men uanset hvad man vælger, må indholdet aldrig komme før målet! Eller sagt på en anden måde – hvad eleverne skal lære, kommer før hvad skal eleverne lave. Når vi begynder at arbejde med bevægelse, skal det hele tiden være med det formål at styrke læringen, enten ved at bevægelsen direkte skaber læringen, eller ved at den understøtter og motiverer.

Så er målet at løse en række matematikstykker, kan det jo fint gøres ved et motiverende orienteringsløb rundt på skolen…med klare mål om at lærer regnestykkerne, samtidig med at der trænes i rummelig forståelse ved at oversætte et kort til virkelighed, og en vigtig organiseringsform om et teamsamarbejde som bygger på indre styring væk fra lærerens overvågende blik.

Bevægelse er, med andre ord, et effektivt læringsværktøj som skal behandles på samme måde som alle andre værktøjer, man vælger at inddrage i sin undervisning for at skabe læring!

Når Mindcraft styrker kreativiteten

Jeg er sikkert ikke alene, når jeg er en smule splittet i min holdning til alle de ‘dimser’ som vi omgiver os med i hverdagen. En hverdag som er fyldt med Ipad, TV, smartphones og en laaang række app’s med alle mulige spil og sociale medier. Ofte konflikter jeg, med mit eget forbrug af at være ‘online’ overfor mine børns lige så store lyst til at lege med Ipad spil m.m. I bund og grund er deres ønsker og behov for at bruge ‘dimserne’ jo ikke anderledes end mine, og så alligevel…

De skulle jo gerne kunne lege og fordybe sig i andet end et elektronisk apparart, hvor er legen ude i haven og med de andre børn på gaden…ja ok! Jeg er klar over at vi skriver 2013 og virkeligheden er en anden. Men så alligevel, jeg har observeret det med min egen dreng, i forbindelse med et skoleskifte. På hans tidligere skole, var Mindcraft rigtig stort. Det var det drengene talte om, og det var det de spillede – hele tiden! Nu vil jeg sige, jeg kan godt forstå, at de bliver grebet af Mindcraft, for det er en fantastisk og spændende verden som åbner sig i spillet. Udfordringen lå i omfanget. Der blev spillet hele tiden, i SFO var der computere til Mindcraft og selvom man kun måtte have spilletid i 30 min, så kunne man jo godt bruge de næste mange timer på at være med ‘på sidelinien’. Alt handlede om Mindcraft, og drengene sad på spring når timen sluttede, for hvem kunne komme først ned i SFO’en og få en god tid til computerene. Efterhånden fyldte det så meget, at det ofte også var det vi talte om hjemme i familien. Eller det vil sige, vil talte ikke om det, vi hørte om det. For det er meget vanskeligt at have en dialogisk samtale om noget, hvor kun den ene reelt er en del af.

I den periode havde vi mange snakke om, hvor godt eller skidt det var at spille så meget, og hvordan vi kunne se at det var svært at underholde sig selv, når der ikke var noget Mindcraft. Vi var nok en smule bekymret og stigende skeptiske overfor Mindcraft, og computerspil generelt.

Men som jeg indledte med, har vi været gennem et skoleskifte, og det er ikke pga. Mindcraft! På den nye skole er der ikke forskel på drengenes interesse for spillet – det er nok en drenge ting! Det der derimod er forskel på, er hvor meget skolen og SFO’en lader det fylde. På den nye skole, er der naturligvis computere. Computere som man må spille på – men kun hver fredag! Hvilket ikke engang passer helt, for de viser film hver anden fredag, så det bliver kun hver 14. dag. Men det forhindre ikke drengene i at være vildt optaget af Mindcraft, men nu spiller de det kun hjemme privat og så hver 14. dag. Den store forskel er, at i mellemperioderne, leger de Mindcraft!

Computerspillet er nu en rammekonstruktion om børnenes leg ude i frikvartererne, hvor de har nogle store græs, tidsel og brændnælde arealer. Disse fantastiske områder er nu en fysisk ramme for legen og koblingen mellem computeren og det fysiske er blevet mere eller mindre integreret. Det er ret fascinerende, at høre dem fortælle begejstret om hvordan de skal ud og bygge noget af det som den ene eller den anden konstruerede forleden dag på computerene. Der bliver meget alvorligt drøftet, hvilke ressourcer der skal til for at kunne bygget dette eller hint, og de kan bruge timer på at forholde sig til diverse problematikker om en given konstruktion.

Det er den samme dreng, men rammerne og holdningerne fra skolernes og SFO’ens side, er vidt forskellige. Tænk hvilken stor forskel forskellige holdninger og rammer kan have for børns leg og samvær!

Hvornår sker der læring?

Når man går og tænker over læring, kan man godt blive en smule svimmel, for ordet indeholder så mange facetter og nuancer som det kan være svært at rumme. Som underviser eller lærer, kan man bruge uanede mængder tid på at forholde sig til hvordan man skaber den bedst mulige læringssituation. Skal man inddrage fysisk aktivitet? Hvad med mange gruppedrøftelser? Eller er det bedre at få formidlet en masse indhold?

Men forleden fik jeg tilsende en pudsig lille refleksionsøvelse, som netop handlede om læring og hvornår læring finder sted. Den gik kort og godt ud på, at reflektere over “hvornår jeg sidst har lært noget nyt?”. Jeg gik og grublede over det og tænkte spontant, at jeg da lærte noget hver dag og (næsten) hele tiden. Men dybest set kunne jeg mærke at spørgsmålet ikke rigtig var trængt ind, og jeg lagde det lidt på hylden. Jeg fik dog fundet refleksionsspørgsmålet frem igen, da jeg til aften var til et fyraftenskursus om brugen af sociale medier. Det var ikke den strukturede undervisning som fandt sted på kurset, som gjorde den store forskel for mig. Derimod havde kurset sat nogle tanker i hovedet på mig, og efterfølgende gik jeg hjem og fordybede mig i en lang række af de problematikker som jeg stødte på.

Mens jeg sad og løste mine problemer og udfordrende mig selv i mine grundantagelser, poppede læringsbegrebet og refleksionsøvelsen frem i min bevidsthed igen. Hvornår finder læring sted? Læringen fandt helt tydeligt ikke sted under kursets strukturerede rammer, men derimod efterfølgende da jeg gik igang med at løse en række problemer. Da materialet blev nærværende og jeg konkret arbejdede med det, ikke bare rent kognitivt men praktisk.

Så betyder det, at kursusformen ikke har sin berettelse? Det håber jeg bestemt ikke, men vi skal måske lige netop forholde os kritisk til at det som kurset, lektionen, timen, forelæsningen eller hvad det nu måtte være, kan. Måske er det vigtigste at udfordre tilhørerne/eleverne/kursisterne, således at de selv går hjem og er motiveret til at udforske indholdet gennem egne erfaringer. Måske er et af de vigtigste spørgsmål at stille sig selv som underviser, ikke “hvad skal mine elever/kursister lære?” men derimod “hvordan skal jeg motivere eller provokere mine elever/kursister til, at udforske et givent område på egen hånd?”

Afstanden mellem læringsbegrebet og motivationsbegrebet er nok ret kort og de to begreber er nok hindenens forudsætninger. Jeg vil helt sikker forsøge med en mere motivationsrettet tilgang til mit næste kursus, som netop retter sig mon undervisere i Ungdomsskolen. Jeg må udfordre mig selv på, hvordan jeg kan motivere deltagerne til at få lyst til at gå på opdagelse i deres egen praksis som underviser. For det er sikker ikke hvad jeg siger, som gør forskellen for dem!