Når Mindcraft styrker kreativiteten

Jeg er sikkert ikke alene, når jeg er en smule splittet i min holdning til alle de ‘dimser’ som vi omgiver os med i hverdagen. En hverdag som er fyldt med Ipad, TV, smartphones og en laaang række app’s med alle mulige spil og sociale medier. Ofte konflikter jeg, med mit eget forbrug af at være ‘online’ overfor mine børns lige så store lyst til at lege med Ipad spil m.m. I bund og grund er deres ønsker og behov for at bruge ‘dimserne’ jo ikke anderledes end mine, og så alligevel…

De skulle jo gerne kunne lege og fordybe sig i andet end et elektronisk apparart, hvor er legen ude i haven og med de andre børn på gaden…ja ok! Jeg er klar over at vi skriver 2013 og virkeligheden er en anden. Men så alligevel, jeg har observeret det med min egen dreng, i forbindelse med et skoleskifte. På hans tidligere skole, var Mindcraft rigtig stort. Det var det drengene talte om, og det var det de spillede – hele tiden! Nu vil jeg sige, jeg kan godt forstå, at de bliver grebet af Mindcraft, for det er en fantastisk og spændende verden som åbner sig i spillet. Udfordringen lå i omfanget. Der blev spillet hele tiden, i SFO var der computere til Mindcraft og selvom man kun måtte have spilletid i 30 min, så kunne man jo godt bruge de næste mange timer på at være med ‘på sidelinien’. Alt handlede om Mindcraft, og drengene sad på spring når timen sluttede, for hvem kunne komme først ned i SFO’en og få en god tid til computerene. Efterhånden fyldte det så meget, at det ofte også var det vi talte om hjemme i familien. Eller det vil sige, vil talte ikke om det, vi hørte om det. For det er meget vanskeligt at have en dialogisk samtale om noget, hvor kun den ene reelt er en del af.

I den periode havde vi mange snakke om, hvor godt eller skidt det var at spille så meget, og hvordan vi kunne se at det var svært at underholde sig selv, når der ikke var noget Mindcraft. Vi var nok en smule bekymret og stigende skeptiske overfor Mindcraft, og computerspil generelt.

Men som jeg indledte med, har vi været gennem et skoleskifte, og det er ikke pga. Mindcraft! På den nye skole er der ikke forskel på drengenes interesse for spillet – det er nok en drenge ting! Det der derimod er forskel på, er hvor meget skolen og SFO’en lader det fylde. På den nye skole, er der naturligvis computere. Computere som man må spille på – men kun hver fredag! Hvilket ikke engang passer helt, for de viser film hver anden fredag, så det bliver kun hver 14. dag. Men det forhindre ikke drengene i at være vildt optaget af Mindcraft, men nu spiller de det kun hjemme privat og så hver 14. dag. Den store forskel er, at i mellemperioderne, leger de Mindcraft!

Computerspillet er nu en rammekonstruktion om børnenes leg ude i frikvartererne, hvor de har nogle store græs, tidsel og brændnælde arealer. Disse fantastiske områder er nu en fysisk ramme for legen og koblingen mellem computeren og det fysiske er blevet mere eller mindre integreret. Det er ret fascinerende, at høre dem fortælle begejstret om hvordan de skal ud og bygge noget af det som den ene eller den anden konstruerede forleden dag på computerene. Der bliver meget alvorligt drøftet, hvilke ressourcer der skal til for at kunne bygget dette eller hint, og de kan bruge timer på at forholde sig til diverse problematikker om en given konstruktion.

Det er den samme dreng, men rammerne og holdningerne fra skolernes og SFO’ens side, er vidt forskellige. Tænk hvilken stor forskel forskellige holdninger og rammer kan have for børns leg og samvær!